Patienter

På Afdelingen for Diabetes- og Hormonsygdomme udreder og behandler vi patienter med diabetes, svær overvægt, stofskifte-, hypofyse-, binyre- og kalksygdomme. Du vil møde et bredt udvalg af disse patienter, – dels på sengeafdelingen og dels i vores ambulatorium. Du vil møde unge som gamle, akutte som kroniske. Engagement, grundighed og faglig nysgerrighed vægtes højt på afdelingen.

Afdelingen

Vi er 3 overlæger, 3 afdelingslæger, 1-4 læger i hoveduddannelse og 4-6 læger i introduktionsstilling eller KBU.

Du vil blive del af en afdeling, hvor et godt læringsmiljø og uddannelse prioriteres højt, og du vil blive en del af holdet på lige fod med alle andre ansatte. Afdelingen for Diabetes og Hormonsygdomme deler sengeafdelingen på B2 med Afdelingen for Medicinske Nyresygdomme, hvor vi har et tæt tværfagligt samarbejde med diætister, fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Den første del af dit stamafdelingsophold vil være på sengeafdelingen, hvor du hver dag vil få en oversigt over, hvad du skal, og hvem der superviserer dig. Her vil du gå stuegang og være med i FAM og på ITA for at tilse endokrinologiske patienten. Senere vil du have funktioner i ambulatoriet.

På vores sengeafsnit har vi typisk 10-12 patienter indlagt dagligt, i FAM ligger der ofte 1-2 patienter allokeret til endokrinologien, og i perioder har vi patienter på ITA.

Forskning

Forskning vægtes højt i afdelingen og flere af patienterne i afdelingen og i ambulatoriet deltager i forskellige projekter. I afdelingen er 1 professor, 3 kliniske lektorer og 2 postdoc samt ofte ph.d.studerende. Du er velkommen til at forhøre dig, hvis du er interesseret i at blive involveret i forskningen i afdelingen.

Kompetencer

Vi lover en grundig uddannelse i, hvordan en afdeling er bygget op, hvordan samarbejdet fungerer med andre personalegrupper og specialer, og hvordan lægelivet er på daglig basis. Allerede i løbet af dit første år ved os, vil du med al sandsynlighed kunne have dine egne patienter til stuegang og selv være i dialog med sygeplejerskerne til morgenkonference. Naturligvis i helt trygge rammer og med fuld supervision.

Dagens gang på afdelingen

Vi møder kl. 8.00 omklædte til morgenkonference.

Typiske funktioner i afdelingen er stuegang, ambulatorium, tilsyn på andre afdelinger og visitation af henvisninger. Dine funktioner vil være at se indlagte patienter og på sigt under supervision at kunne gå stuegang, indlægge og udskrive patienter og til slut kunne se patienter i ambulatoriet. Alt vil være under supervision og med klare læringsmål i et trygt læringsmiljø.

Stamafdelingslektoren varetager velkomst, planlægning og evaluering af jeres tid hos os. Vi ser frem til at tage imod dig som lægestuderende i afdelingen, – vi ser det som et privilegium at få lov til at være en del af din faglige og personlige udvikling.

Vi glæder os til at se dig på Diabetes- og Hormonsygdomme!

Lene Mundbjerg

Ekstern lektor for stamafdelingen, afdelingslæge