Afdelingen

På hjertemedicinsk afdeling glæder vi os til at byde dig velkommen som medicinstuderende. På vores afdeling er vi over 20 speciallæger, 3-4 hoveduddannelseslæger, 2-3 introduktionslæger og 1-2 KBU-læger. Vi har gennem de senere år haft en øget fokus på uddannelse på afdelingen og glæder os til, at du som medicinstuderende skal være en del af den kultur, som vi er i gang med at udvikle.

Patienter

På vores afdeling vil du møde mange forskellige patientkategorier. De hyppigst forekommende sygdomme indenfor kardiologi er:

  • Hjertesvigt
  • Iskæmisk hjertesygdom
  • Hjerterytmeforstyrrelser
  • Tromboemboliske sygdomme
  • Hjerterehabilitering

Arbejdet på hjertemedicinsk afdeling er afvekslende med akutte patienter i FAM, udredning og behandling af patienter i ambulatoriet, stuegang på vores sengeafdeling E2 og derudover invasive procedurer som KAG og implantation af pacemakere. Vi har en række konferencer både internt på afdelingen, men også med samarbejdspartnere som f.eks. OUH. Eksempler på disse konferencer kan være hjertesvigtskonference, iskæmi-konference og tromboemboli-konference.

Det er vores mål, at du i løbet af dit ophold hos os bliver bedre rustet til at fungere som færdiguddannet læge, men også kommer til at blive introduceret til alle de nævnte områder inden for behandling og udredning af hjertesygdomme.

Vi forventer, at du møder os med et åbent sind og deltager aktivt i afdelingens dagligdag. Til gengæld vil vi gøre vores ypperste for at klæde dig optimalt på til lægelivet efter studierne. I dette arbejde vil du blive undervist både af læger og plejepersonalet for at du kan opnå de optimale kompetencer.

Dagens gang på afdelingen

Vi starter altid dagen i kardiologisk konferencerum på 1. sal kl. 8.00. Efter morgenkonferencen fordeler man sig til de relevante opgaver. Som studerende vil du modtage et skema, som beskriver programmet for den enkelte dag for dig.

Vi glæder os til at se dig på afdelingen!

Med venlig hilsen

Ahmed Aziz

Ekstern lektor for stamafdelingen, overlæge