Afdelingen

Vi er otte speciallæger, to uddannelseslæger i hoveduddannelse, en introduktionslæge og i øjeblikket to KBU-læger. Det varierer lidt hvor mange yngre læger, vi har i afdelingen.

Det er en lille, hyggelig afdeling, hvor vi hjælper hinanden, har det sjovt sammen og har en god tone i et godt arbejdsmiljø. Der er et godt samarbejde med sygeplejegruppen i alle afsnit, ligesom vi har stor glæde af en hjælpsom og hyggelig sekretærgruppe.

Patienter

Vi udreder og behandler patienter med cancersygdomme og godartede sygdomme i nyrer og urinveje samt prostata og scrotum.  Børn med sygdomme i forhuden samt testikler udredes og behandles også hos os.

Du vil blive præsenteret for mange cancerpatienter i ofte årelange forløb, idet vi behandler patienterne livslangt med såvel medicinsk behandling som operationer. Oftest ældre patienter, både mænd og kvinder, men også yngre patienter – f.eks. med testikelcancer, som ofte rammer unge.

Vi modtager hver dag flere patienter i akutmodtagelsen, hvor du vil være involveret i modtagelse og behandling af akutte urologiske tilstande.

Vi har en sexologisk ambulant klinik i vores afdeling, som du vil følge en dag – flere, hvis du ønsker det. Din velkomst, ophold og løbende samtaler vil være planlagt og afholdt af den eksterne lektor, mens den daglige læring og supervision vil varetages af alle afdelingens læger.

Dagens gang på afdelingen

Der er morgenkonference kl. 07.45, omklædte. Herefter går forvagt + bagvagt til røntgenkonference, en speciallæge går på sengeafdelingen for at gå stuegang – oftest 5-10 patienter – øvrige læger fordeler sig i urologisk ambulatorium, operationsgang eller dagkirurgisk afsnit. I urologisk ambulatorium har yngre læger og speciallæger hver deres program. Morgenkonferencen har stor uddannelsesmæssig værdi for hele gruppen af læger, og det vil være en fordel at du deltager i morgenkonferencen, men det er ikke et krav, at du møder før kl. 8.00.

Som studerende vil du komme med på alle de forskellige afsnit, vil lære kirurgisk håndvask og deltage i operationer, når det er muligt. I ambulatoriet vil du i første del være med på stuen og lære at optage urologiske journaler samt lære om samtaleteknik, ultralydsundersøgelse af nyre, blære og scrotum, senere får du egne patienter til journaloptagelse. Du vil have en dag med sygeplejerskerne i urologisk ambulatorium, hvor de foretager kikkertundersøgelse af urinblæren på kontrolpatienter med blærepolypper.

Vi glæder os til at se dig på Afdeling for Urinvejskirurgi!

Else Kallestrup

Ekstern lektor for stamafdelingen, Uddannelsesansvarlig overlæge