Patienter
Afdelingen for Kirurgiske Mave- og Tarmsygdomme varetager udredning og behandling af en bred vifte af patientkategorier. Vi har patienter i alle aldre og på tværs af køn. Vi ser både akutte kirurgiske tilstande (f.eks. appendicit og knivstik), kræftsyge (f.eks. tyk- og endetarmkræft) og benigne kirurgiske tilstande (f.eks. galdesten, fedme og lyskebrok). Patientforløb starter som ambulant henvist til vurdering eller ved vurdering i akut-modtagelsen. Vi opererer patienter for deres sygdomme, og håndterer det postoperative forløb på sengeafdelingen, hvor der både er kirurgiske og medicinske problemstillinger, som vi forholder os til. Afdelingen er præget af et højt flow af patienter, og der er masser af operative indgreb samt mange uddannelses- og læringssituationer for studerende uanset niveau.
Afdelingen
Som kirurg kommer man rundt omkring på sygehuset:
- Akutmodtagelsen: Vurdering af akutte kirurgiske patienter, herunder traumer.
- Operationsgangen: OP-stuer og mange kirurgiske indgreb, herunder akut-, fedme-, børne-, kræft- og benign kirurgi.
- Ambulatoriet: Samtale med patienter forud for- eller efter et kirurgisk indgreb, samt flere endoskopistuer til gastro- og koloskopi.
- D4: Sengeafsnit, hvor patienter indlægges efter kirurgiske indgreb.
- D5: Palliativt sengeafsnit, for patienter i sen fase af kirurgiske kræftsygdomme med behov for hyppig sygehuskontakt.
- Derudover er der Plastikkirurgi og Mammakirurgi.
Afdelingens lægestab ledes af Christina Tinghus, ledende overlæge. Afdelingens speciallæger er tilknyttet hvert deres team, som repræsenterer grene af specialet. Disse teams omfatter Akut, Øvre/Bariatri (fedmekirurgi), Hernie, Kolorektal og Endoskopi. Herudover også en ansvarlig for Palliativt afsnit. Derudover er der mange uddannelseslæger på afdelingen i forskellige faser og med forskellige baggrunde.
Dagens gang på afdelingen
Der er morgenkonference kl. 7.45. Morgenkonferencen har stor uddannelsesmæssig værdi for hele gruppen af læger, og det vil være en fordel at deltage i morgenkonferencen. Af funktioner for studerende er der stuegang, ambulatorie og følges med vagtholdet. Din funktion vil være at se indlagte patienter og på sigt kunne gå en stuegang selvstændigt, modtage og udskrive patienter og se patienter i ambulatoriet. Alt vil være under tæt supervision i et trygt læringsmiljø med et klart læringsmål. Opstår der en spontan læringssituation, kan du efter aftale med supervisor følge med der, hvor der er størst udbytte af uddannelse. Din velkomst, ophold og løbende samtaler vil blive planlagt og afholdt af den eksterne lektor, mens den daglige supervision og læring vil alle lægerne på afdelingen være en del af.
Vi glæder os til at se dig på afdelingen!
Morten Rose Frederiksen
Ekstern lektor i stamafdelingen, Afdelingslæge